Blog: Hvor det ender


En arbejdsskade der blev en scenarieide

Jeg har fået en arbejdsskade. En mental én. Jeg kan ikke holde mit arbejdsliv ude af scenarieskrivningen. Efter 2-3 års arbejde med kompetenceudvikling og livslang læring har jeg nået toppen af mærkværdigheder på det punkt.

Det er blevet til en scenarieide, som jeg ved jeg aldrig får færdiggjort. Hvilket nok er meget godt. Men derfor kan andre jo godt blive inspireret og få et godt grin af den (mig).

Scenariet er på overfladen en kærlighedshistorie og hedder 'Kampen om Constance'. Det er et intrigedrama mellem de 5 spilpersoner Constance, Leif Lange Lægring, Hr. Dan Nielsen, Ejvind Intersen og Kalinka Sohn.

Meeeen scenariet er i virkeligheden en begrebshistorie, hvor spilpersonerne er begreberne Kompetence, Livslang Læring, Dannelsen, Egeninteressen og Kvalifikationsbegrebet. Spilpersonerne er alle begreber i en forsumpet specialestuderendes fantasi, og scenariet hedder i virkeligheden 'Kampen om kompetencen', - titlen på den studerendes speciale.

 Døm mig ikke (mere end højst nødvendigt) efter at have læst synopsen....

Scenarieide: Kampen om Constance

 

Posted on søndag, januar 11, 2009 at 01:50PM by Registered CommenterPeter Khallash Bengtsen | CommentsPost a Comment

12 år med Fastaval

Årets Fastaval var den tristeste af dem alle for mig. Jeg blev syg, da vallen startede og kom næsten ikke derud. Til gengæld er der minderne. Nu har jeg været igennem mine bunker af gamle Fastavalprogrammer, spilpersoner og tilmeldingssedler tilbage fra min første val i 1996, hvilket resulterede i nedenstående.

1996: Den første val

Min con-touring begyndte i 94 med Calling All Heroes i Ålborg. De næste år gik turen til flere Calling All Heroes, TroA-con’er, Fiske Con, PentaCon osv., før jeg i 1996 stod foran dørene til Skjoldhøjskolen, hvor Fastaval dét år fandt sted. Mit første minde om Fastaval er - Ernst. Én af de der store og voksne arrangører. Han tjekkede vores low-level party ind, fire teenagere fra Mjølner i Hobro, og fortalte, hvor vi skulle smide soveposerne. Vi adlød straks!

Jeg spillede med i Das Heim og Når et barn elsker. Store oplevelser. Især sidstnævnte scenarie var en fantastisk oplevelse på grund af det intense rollespil. Vredens Katedral var jeg spilleder i, hvilket gik ok, selvom scenariet aldrig rigtigt fængede mig. Ved siden af scenarie-oplevelserne husker jeg ikke rigtigt andet fra con’en, udover det gigastore antal mennesker samlet på én con.

1997-1999: Spiloplevelserne

Hurtigt blev det mejslet ind i kalenderen, at påsken var reserveret til Fastaval. I 97 var Fastaval igen på Skjoldhøjskolen, og deltagelsen i Kristoffer Apollos Jisei slog alle mine rekorder for bedste spiloplevelse. Jeg var Akinori, ’forretningsføreren’, og Anders Kjær Sloth var fænomenal som Hitoshi, familiens leder.

Det var på vallen i 97, at jeg mødte Mette Finderup for første gang og stiftede derved bekendtskab med min egen forenings (for)historie. Jeg havde ingen anelse om, at der havde været en rollespilsforening i Hobro, før vi havde stiftet Mjølner et par år tidligere. Mette var i øvrigt som spilleder på Jisei med til at gøre scenarie-oplevelsen så gennemført.

I 98 var Fastaval flyttet til Søndervangsskolen, og jeg holdt mig stadig til bordrollespil, blandt andet som spilleder på slægtsdramaet Slægt skal følge slægters gang og som flykaprer på det vilde actionscenarie Flight 408. Jeg tror, at Jeppe Norsker var forfatter, og spilleder for vores gruppe, en oplevelse jeg husker som rigtig fed!

På mine første tre års Fastaval’er var jeg spilleder i søndag morgen-blokken. Ét minde kendetegner de tre års søndags-scenarier: At jeg absolut intet husker om, hvordan det gik.

Fastaval 99 stod i live-scenariernes tegn. Solhvervs live-scenarie Søndag eftermiddag på Plejebo, hvor jeg spillede én af de demente plejehjemsbeboere, er det sjoveste live jeg har deltaget i ever. Det lykkedes mig at stjæle en rollator og flygte ud af plejehjemmet med 0,1 km/t, hvor jeg som Benny Baheimowitzsch Jensen, pukkelrygget, rystende og næsten døvblind, nåede at skimte friheden, før en sygeplejer indhentede mig og gav mig en sprøjte mere.

HC Molbechs 30er-live på vallen i 99 står som én af mine all-time bedste live-oplevelser. Jeg har glemt titlen. Jeg var consiglieri i en lille mafiafamilie, der med tæt og engageret rollespil formåede at holde sammen i en brutal og lovløs verden indtil scenariets sidste minutter, hvor alting gik galt for familien... Christian Nørgård var med i familie-triumviratet, men jeg desværre glemt navnet på tredjemanden. Jeg husker oplevelsen som et meget intens og loyalt spil mellem vi tre - med en følelse af, at alle de andre var ude efter os.

De første fire år på Fastaval stod i spiloplevelsernes tegn. Sideløbende hermed arrangerede vi Claustrum Con’erne hjemme i Hobro fra 96-99, jeg lavede NetKalenderen fra 1997 over landets rollespilsarrangementer og deltog i foreningssamarbejder i det nordjyske, men alligevel var der masser af plads til rollespilsoplevelserne. I 1998 blev jeg valgt ind i Sleipners bestyrelse, hvor jeg gradvis lagde flere og flere kræfter på bekostning af rollespilsoplevelserne, og da jeg i 2000 mistede engagementet i Sleipner, begyndte Fastaval-arrangørposterne at fylde mere og mere.

2000-2001: Fastavalarrangør og navnelegsekspert

Min tilmeldingsseddel for Fastaval 2000 har jeg ikke længere, og på 2001-sedlen deltager jeg ikke i aktiviteter. Det var arrangørarbejdet, og baren, som tog min tid.

På vallen i 2000 i Lystrup mødte jeg Sally for første gang! Jeg var scenarieansvarlig sammen med Jesper Jyhne og Søren Bengtsen, hvilket var en sjov oplevelse. Udover det gode samarbejde med Jesper og Søren, husker jeg mest nogle lange og interessante mail-udvekslinger med nogle af forfatterne, især Sanne Harder og Michael Erik Næsby, og med Sally i starten men da hendes scenarie endte med at klassificeres som et live-scenarie skiftede hun kontakt til HC Molbech, der stod for live.

På vallen i 2000 fandt Navneleg for første gang sted mellem arrangørerne bag Claustrum Con og Orkon... Et ølspil for de hårde drenge.. Søren og jeg, hovedarrangørerne bag Claustrum stillede op mod kernen bag Orkon, Morten Juul og Søren Høper. Ernst var dommer, og Rasmus Rytter bookmaker. Jeg fandt aldrig ud af, hvad odds’ene egentligt var, men der var en del som satsede på kampen. Efter en to timers forrygende dyst blev vi afbrudt af Fastaval TV, meget heldigt for Orkondrengene som var møre og på vej ned. De blev reddet af gonggongen og kampen erklæret for uafgjort af dommeren.

På Fastaval 2000 fik jeg æresottoen. Overrakt af selveste Steve Jackson sammen med en flaske champagne. Jeg gik på scenen temmelig uforberedt og fik stammet en taksigelse af. Det eneste jeg husker fra 'talen' var noget med, at der da var mange engagerede folk i spilmiljøet, som burde takkes.

Det efterfølgende års Fastaval var jeg med i konceptgruppen, var banketansvarlig og stod for æresottoen. Konceptet var 2001 nats eventyr, og aldrig har en Fastavalskole været mere stemningsfuld. Sally stod for konceptet, og fællesområdet lignede Tehrans basar i myldretiden. Der var persiske tæpper, ’hjemmelavede’ borde og stole i de rette størrelser, stof hængende i flere etager fra balkonerne, tøjsnore spændt ud, vandpiber og telte som boder. Det havde også holdt hårdt. Rigtigt mange af Fastaval-arrangørerne havde knoklet i flere dage på at lave møblerne, som vi i konceptgruppen havde skaffet en masse sponsoreret træ til. Jeg besøgte ganske mange tømmerhandler og tæppesælgere i Århus og København det år..

Fastaval 2001 var også det år, hvor Jakob Bavnshøj og jeg udgav Foreningshåndbogen på en reception i baren. Det var en stor begivenhed for mig at præsentere håndbogen, som mange dygtige foreningsfolk havde bidraget til. Håndbogen blev positivt modtaget og blev udsolgt på et års tid.

Et lille minus til receptionen var, at jeg havde de vildeste tømmermænd under min tale og den efterfølgende minglen rundt, ja hele dagen egentligt.. Aftenen forinden var en ny runde af Navneleg løbet af stabelen, med samme kombattanter fra Claustrum Con og Orkon som året før. Desværre gik jeg så gruelig ned den onsdag aften. Årsagen var enkelt: Ingen aftensmad og travlhed med konceptarbejdet. Dårlige vilkår i forhold til de andre, som havde lagt en god ølbund. Den rene sandhed formuleret som undskyldninger, jeg ved det. Det resulterede i et skammeligt nederlag til Claustrum Con og min pinligste episode i arrangørsovesalen ever. Jeg larmede nok til at vække alle, fordi jeg ikke magtede at finde toilettet... DirtBusters var mine bedste venner den nat.

2002: Det blanke år

Jeg husker intet fra 02, udover at Sally lavede et spørgeskema, der handlede om deltagernes oplevelse af Fastaval, og at vi deltog til banketten. Og så fik jeg spillet et afsnit af en rollespilskampagne med Hobro-drengene, da vi kaprede en sidegang på skolen. Hmm.. var det dét?

2003: General med Sally

Til gengæld husker jeg, hvad der skete allerede få måneder efter Fastaval i 02, hvor Sally og jeg blev valgt til generaler for den kommende val. Allerede fra forsommeren var der fuld gang i vores lille hjem. I løbet af efteråret blev forholdet mellem Fastaval og Fasta diskuteret frem og tilbage, hvilket resulterede i, at Fastaval-arrangørgruppen løsrev sig fra Fasta, der siden den første Fastaval havde været foreningen bag con’en. Det blev dog ikke en fuldstændig formel løsrivelse, for vi underskrev vist en kontrakt om, at navnet ’Fastaval’ stadig tilhørte Fasta, eller noget i den stil.

Fastaval skulle have en ny arrangørforening bag sig, så vi stiftede foreningen Alea. Bunkeren var sammen med Kroll den første bestyrelse. Vores ideal for arrangørforeningen var først og fremmest, at økonomien skulle være 100% gennemsigtig, at der skulle være åben adgang til regnskabet og til at kende overskuddets størrelse, og med Søren Høper som økonomiansvarlig blev opgaven varetaget på bedste vis.

Generaltjansen var et omfattende og meget lærerigt arbejde. Det var fedt at prøve kræfter med ansvaret for et arrangement af den størrelse. Men hele Alea-Fastaval-Fasta-problematikken havde tæret en del på overskuddet allerede fra efteråret, og der var for meget stress på under vallen, generalklon-ideen blev først opfundet et par år senere, og vi havde åbnet dørene for flere deltagere end de tidligere år.

2005-2008: Gamle venner, brætspil og scenarieskrivning

Fastaval 2004 (Tilst) var første gang, hvor jeg ikke deltog på Fastaval. De efterfølgende tre års val kunne jeg ikke rigtigt finde tilbage til arrangørarbejdet. På bekostning af det manglende arrangørarbejdet vandt spiloplevelserne til gengæld frem igen. Åbenbart kan jeg ikke være arrangør og spiller på samme tid!

I 2005 var Fastaval på Jelleskovskolen, hvor en hel lørdag stod i Munckinspillets tegn sammen med Hobro-rollevennerne. Og så deltog jeg i æresotto-komiteen.

Fastaval 2006 og 2007 på Tranbjerg er de bedste con-oplevelser jeg har haft i flere år. Begge årene besøgte jeg vallen over hele to dage, som blev nydt til fulde. Der var tid til snak og gensyn med vennerne over en øl i baren, og der blev masser af plads til at spille en del forskellige brætspil i fælleslokalet, mit yndlingssted på Tranbjerg skole.

På vallen i 06 tog jeg dobbelt-op på hundevagten henover banketten, hvor jeg var ædru generalklon fra søndag kl. 16 til mandag morgen kl. 8 sammen med Bavnshøj. Ganske hyggeligt, selvom de sidste timer var lidt lange (vaskede uendeligt mange glas op i køkkenet). Det var en rolig nat uden de vilde hændelser - udover ham Tranbjerg-gutten på syre, som kom forbi og fortalte om, at han havde skudt efter rollespillere i Vilhelmborgskoven en dag, da han var ude i skoven for at grave sit oversavede jagtgevær ned... Han var tydeligt på stoffer, hvilket var endnu en grund til ikke at lukke ham ind på skolen. Desværre var han ikke så god til at lytte, - han blev ved med at løfte mig op og ned(!) i stedet for at forlade skolen, men til sidst forsvandt han da.

I 2007 skrev jeg Grimme Ællinger, mit første scenarie til en Fastaval. Det var også mit første scenarie i over 10 år. Jeg fik talt med næsten alle spillederne efter vallen, og det lader til, at det gik ret godt. Det var så fedt at hoppe på forfattervognen. Scenariet og næsten alle holdenes oplevelser kan findes her.

I 2008 lå jeg syg hele påsken. Jeg havde ellers tilmeldt mig to scenarier, første gang i alt for mange år på en val, og jeg glædede mig meget til at spille, men sådan skulle det ikke gå. Det er simpelthen katastrofalt at gå glip af den ene gang om året, hvor så mange af vennerne samles samtidig og så længe. Jeg var dog forbi Tranbjerg skole i en mut udgave en del af lørdagen, hvor jeg fik spillet Bausack og snakket lidt. Og så gik det meste af banketaftenen som opvasker i køkkenet, selvom banketten var købt og betalt, men feberen gjorde, at jeg tog hjem tidligt.


Spøjst egentligt, at mine 12 år på Fastaval kan opdeles i 4-årsblokke. De første 4 år var med rollespiloplevelser, de næste 4 år som arrangør, og de seneste 4 år har stået mest på brætspil.. Hvad mon de næste 4 år bringer?

Posted on lørdag, marts 29, 2008 at 10:30PM by Registered CommenterPeter Khallash Bengtsen | Comments3 Comments | References1 Reference

Endnu et eventyr om grimme ællinger uploadet

Med en vis forsinkelse er mine sidste håndskrevne noter fra en snak med en Fastavalspilleder på Grimme Ællinger nu blevet til endnu en eventyrlig slutning, som er indskrevet og uploadet på Grimme Ællingers hjemmeside.

Posted on torsdag, juli 19, 2007 at 10:33PM by Registered CommenterPeter Khallash Bengtsen | CommentsPost a Comment | References1 Reference

Fire eventyrlige slutninger

Efter en lille snak med flere af Fastaval-spillederne på Grimme Ællinger - og en underholdende tilbagemelding fra Alex som var spilleder for et af spiltestholdene - har jeg strikket nogle historier sammen om spilgruppernes forskellige eventyr.

Jeg spurgte om eventyrets hovedpersoner levede lykkeligt til deres dages ende, hvilket der kom ret forskellige svar ud af. Du kan læse dem her. Flere følger, når jeg får dem indskrevet!

Posted on tirsdag, maj 1, 2007 at 01:34PM by Registered CommenterPeter Khallash Bengtsen | CommentsPost a Comment | References2 References

Grimme Ællinger uploadet

Mit scenarie til Fastaval 007 er nu uploadet til hjemmesiden. Du finder det her.

Posted on tirsdag, april 10, 2007 at 09:34PM by Registered CommenterPeter Khallash Bengtsen | CommentsPost a Comment | References4 References